Bryllupssamtalen

Vielsesamtalen er ikke obligatorisk; der er intet, der siger, at man skal mødes inden vielsen, men som regel tror jeg, at der er et ønske herom både hos brudeparret og hos præsten. Det er en gammel og god tradition, der går tilbage til den tid, hvor folkeregistreringen var kirkens ansvar. Det, jeg, Carl-Johan Lidén (præst), skriver her, er mine tanker og overvejelser omkring bryllupssamtalen og kan ikke gælde for alle præster, for alle gør det på hver sin måde, men dette er mine grundlæggende tanker.

Første møde

Jeg forsøger at mødes med brudeparret to gange, hvis det er muligt – én gang i kirken for at øve lidt på, hvor man skal stå, og hvordan man skal gå. Hvis det er muligt, sørger jeg for, at organisten også er til stede, så vi kan drøfte ind- og udgangsmusik, salmer og solosange.

Andet møde

Dette møde handler meget om det praktiske, og jeg forsøger at hjælpe brudeparret med at føle sig trygge under selve vielsesgudstjenesten, så den ikke føles mærkelig, men så vi har gennemgået alt, hvad der skal ske, og så det føles i orden. Det andet møde kan afholdes i kirken, men jeg synes, det er mere afslappet og hyggeligt at afholde det på et andet tidspunkt og sted, gerne hjemme hos brudeparret, hvis det er muligt. Dette møde kan dreje sig om meget forskelligt og kan se meget forskelligt ud, afhængigt af hvilket brudepar jeg har foran mig.

Tre dele af samtalen

Generelt kan jeg sige, at jeg forsøger at inddrage tre lidt større dele eller temaer i samtalen:

Hvordan har deres liv set ud indtil nu, både sammen og hver for sig? Hvor længe har de været sammen? Det bliver ofte en samtale om, hvor godt de kender hinanden.

Hvordan ser deres liv ud nu, hvorfor gifter de sig? En samtale om, hvad der fylder i deres hoveder lige nu.

Hvordan ser fremtiden ud, hvad laver I om fem år? En samtale om børn, troskab og tanker om et liv sammen.

Dette er mine korte tanker om bryllupssamtalen; det er ikke en skabelon for, hvordan den skal foregå, men snarere et billede af, hvordan den kan se ud. Min grund – eller rettere sagt en af grundene til, at jeg skriver dette – er, at jeg så godt som muligt gerne vil lære dem at kende, som jeg vie. Jeg håber også, at brudeparret lærer noget nyt om hinanden i løbet af samtalen.
Held og lykke, og jeg håber på mange gode samtaler med jeres vielsesforretter!